Torsdag holdt den franske præsident, Emmanuel Macron, sin store Sorbonne-tale. Den forrige - i 2017 - varede en time og 38 minutter. Nummer to blev ikke kortere eller mindre spektakulær.
Og selvom mange har udlagt talen som en valgkampstale forud for europaparlamentsvalget 9. juni, hvor Macrons liberale partier er håbløst bagud både i forhold til Marine Le Pen og socialisterne, så havde Élyséepalæet denne gang valgt at simultantolke talen til engelsk. Talen var således henvendt til alle europæere, ikke kun til de franske vælgere.
I 2017-talen, som kom i kølvandet på chokket efter Brexit og valget af Donald Trump som USAs 45. præsident, var begrebet»strategisk autonomi«det klart mest omdiskuterede. Altså ideen om at Europa skal kunne mere på egen hånd, da Trump tydeligt anlagde en langt mere isolasionitisk kurs - for eksempel ved at sætte spørgsmålstegn ved amerikanernes fortsatte engagement i NATO.
I Sorbonne II-talen gik Macrons ræsonnement videre ved at insistere på, at Europa derfor både skulle lære at have ambitioner på egne vegne og ikke længere udsætte sig selv for sårbarheder gennem afhængighed af store globale aktører. Vi skulle ganske enkelt ikke være bange for at indrømme, at vi (EU) i dag er langt mere end bare et marked for alt fra møtrikker til skibe, bratwurst og vindmøller.
Ideen om strategisk autonomi gav oprindeligt ikke Macron megen medvind på cykelstien i de andre europæiske hovedsteder.»Typisk oppustet og fransk«var den mest almindelige reaktion. I dag er diskussionen blevet mainstream og en del af den almindelige parlance i Bruxelles og omegn. Macron var med andre ord»ahead of the curve«.
At vi alle skulle ende med at omfavne begrebet»strategisk autonomi«, skyldes naturligvis russernes brutale krig i Ukraine. Krigen har om noget ændret EUs geopolitiske skæbne og kurs. Efter en noget uskøn, fransk zigzagkurs med overdrevent telefondiplomati og langbordssamtaler med Putin i Kreml i krigens tidlige fase har Macron forvandlet sig til en høg over for russerne.
Det vigtigste i den anden Sorbonne-tale i torsdags var derfor som forventet et stort fokus på behovet for fælles europæiske forsvarsinvesteringer, men også nødvendigheden af optagelse af fælles gæld for at kunne realisere det.
»Hvordan kan vi opbygge vores egen suverænitet, vores egen autonomi, hvis vi end ikke tager ansvar for at udvikle vores egen forsvarsindustri,«spurgte Macron. Om nødvendigt ved at optage lån i fællesskab, selv om som tyskerne bestemt ikke er vilde med den tanke.
Tiden er dog ikke til lange studiekredse om den sag. Ukraine bløder, europæernes egne forsvar falder i øjeblikket fra hinanden, og amerikanerne er - uagtet Kongressens nye, store men meget forsinkede Ukraine-hjælpepakke - ikke samme stabile partner som tidligere.»Europa kan faktisk dø,«som Macron formulerede det i sin tale.
Europa må aldrig måtte blive en vasal af USA, fik Macron også sagt. Ligesom vi ikke kan stole på amerikanerne, når det kommer til fair konkurrence og statsstøtte.
Amerikanernes massive statsstøtteprogrammer og skatterabatter til strategiske industrier har taget europæerne på sengen, og vi bliver, sagde Macron, grundlæggende nødt til at integrere vores (kapital) markeder, egne støtteordninger og hjælp til innovative startupvirksomheder bedre, hvis vi vil undgå at sakke yderligere bagud.
Strategisk autonomi hjælper ikke meget, hvis vi ikke i virkeligheden er i stand til at producere flere basale livsfornødenheder selv.
Han nævnte blandt andet techområdet som et punkt, hvor europæerne længe har ligget underdrejet.
Diskussionen om mere europæisk»suverænitet«er dermed langt bredere end bare forsvar. Hvem husker ikke covid-19-tiden, hvor europæerne godt nok klarede sig betydeligt bedre end forventet sammenlignet med antallet af døde i både USA, Storbritannien og Kina. Men hvor vi også opdagede, at vi var helt afhængige af Kina, når det gjaldt alt fra Panodil til masker og andre værnemidler.
Vi opdagede ganske enkelt, at den internationale arbejdsdeling måske var gået for vidt, og at vi skal forsøge at undgå igen at komme i en situation, hvor vi ikke vil kunne få livsnødvendige produkter. Enten fordi kineserne ikke vil eksportere dem længere, eller fordi der er trafikprop i Panamakanalen.
Senest er det kommet det frem, at kineserne truer med ikke længere at ville sælge os det krudt, som man putter i de kugler, man bruger på slagmarken i Ukraine. Sandsynligvis for at hjælpe russerne. Sagt på en anden måde - strategisk autonomi hjælper ikke meget, hvis vi ikke i virkeligheden er i stand til at producere flere basale livsfornødenheder selv.
Første maj er det 20 år siden, at Cypern, Tjekkiet, de baltiske lande, Ungarn, Malta, Polen Slovakiet og Slovenien blev en del af den europæiske familie.
Gør man det op på alle parametre - økonomiske så vel som sikkerhedspolitiske - var udvidelsen af Unionen uden meget tvivl en bragende succes. Et studie viste for nylig, at for eksempel polakkerne i dag er 40 procent rigere, end de ville have været uden for EU. Det er ikke sikkert, at EUs næste udvidelse bliver lige så succesfuld, men om 10-20 år ser det europæiske samarbejde nok helt anderledes ud end det gør i dag.
Og hvor den franske præsident Macron tidligere satte lighedstegn mellem et mindre, men stærkt europæisk samarbejde, er et EU, som kan klare sig i et mere aggressivt geopolitisk miljø, i dag lig med et, som er geografisk større.